Et helt år igennem har eleverne i 2. klasserne i Gentofte Kommune deltaget i GFO-svømning. GFO-svømningen bliver varetaget af Gentofte Svømmeklub, hvor eleverne én gang ugentligt bliver kørt i busser op til Kildeskovshallen og undervist af vores instruktører.
Det er blevet til mange timers undervisning i enten at lære at svømme eller forbedre ens svømmeteknik. Kulminationen på et helt års hård træning, er det årlige GFO-stævne, hvor eleverne får lov til at vise deres færdigheder og opleve på egen krop, hvordan det er at deltage i et svømmestævne mod andre skoler under stort bifald og tilråb af klassekammerater.
I løbet af ugen er der mere end 800 elever, som deltager i 25 m eller 50 m fri og 25 m rygsvømning. Børnene er delt op i begynder, letøvet og øvet og med deres karakteristiske badehætter i grøn, gul og blå med navn på er de lette at genkende.
Tak til alle skolerne som deltager i GFO-svømning: Tjørnegård, Gentofte Skole, Tranegård, Maglegård, Dyssegård, Munkegård, Ordrup, Skovgård, Skovshoved. Og ikke mindst en stor tak til svømmeskoleleder Sanne Skov og svømme-instruktørerne: Anja, Freja, Christine, Nicolai, Eline Gabriel, Louise og Mia som står for afholdelse af stævnet.